9. december.

9.Del, hvori det til dels går helt galt.

Da Dave og den tynde mus, som forresten hed Carl, kom ud af hulen, låste Carl omhyggeligt døren. ”Ja her er fyldt med tyve og andet utøj, slanger og dets lige.” Dave sank en klump. ”Nå følg mig.” Sagde Carl, og så var han væk. Dave skyndte sig at løbe efter, han blev hurtigt forpustet. ”Det dur ikke du er så langsom husmus, vi må have fart på.” Carl var tydeligt irriteret over han måtte stoppe op så mange gange og vente på Dave. ”Undskyld.... jeg...... er ..... ikke...... vant..... til.” ”ja ja” sagde Carl og var væk igen. Dave løb alt hvad han kunne efter, pludselig fornemmede han en mørk skygge over ham. Han kiggede op, det var det mest hyggelig syn han nogensinde havde set: En ugle! ”Hvor fanden bliver du...” Nåede Carl at sige, han var stoppet op for at vente på Dave, ”AAAAAAAAAAf!” Uglen tog ham, og uden stop fløj den op i et træ. Carl skreg i vildens sky mens uglen hakkede i ham, Dave så hvordan den slugte Carl hel mens han stadig var i live, det var et fascinerende syn. Men lige inden Carl forsvandt ned i uglens hals, fik Dave øjenkontakt med ham, han fornemmede Carls ubetingede kærlighed til ham, han svingede den ene arm som en gestus mod Dave, og Dave vinkede tilbage. Han havde ofret sit liv for ham, og det var stort gjort.