Monday, December 11, 2006

12. december.

12.del, hvori Dave møder skovmus.

Dave løb igennem skoven, han følte sig sikker på, han var på vej mod det store stykke ost. Mens han løb, og nogengange holdt pause, fantaserede han om, hvordan han ville grave i den kæmpemæssige ost. Han ville bygge et hus af den, og så ville han invitere Tim, hvis altså osten var stor nok. Han havde svært ved at forestille sig så stort et stykke ost. Hvis det var større end han turde tænke på, ville han bygge et hotel ud af det, så kunne andre mus betale med alt muligt forskelligt ost, for at få lov til at bo der. Det skulle blive det bedste sted i verdenen.
Lige pludselig stod der tre mus foran ham. ”Stop, du er omringet.” Dave så sig omkring, ganske rigtigt, omkring ham stod der hundredevis af mus, alle så de ud til at være bevæbnede, de kiggede alle på ham. ”Hvem er du og hvor er du på vej hen?” Spurgte den største af musene. Igen var Dave smart nok til at spille dum. ”Jeg er på vej hjem, jeg hører slet ikke til her, hvem er I” ”Han er spion.” Lød det fra muse-mængden. Den store mus kiggede på ham og smilede. ”Vi er fra Modermusen, og du kommer med os.”

No comments: