Generelt har jeg bemærket, at hvis et menneske har det dårligt om morgenen, men om aftenen er fuld af ideer og drømme og kræfter - så er det tåbeligt, dette menneske. Om morgenen dårligt og om aftenen godt - det er et sikkert tegn på et tåbeligt menneske. Men hvis det er omvendt, hvis et menneske om morgenen føler sig fuld af liv og fuld af håb, men hen imod aften overmandes af udmattelse - ja, så er det menneske et nul, en egotripper og en middelmådig småborger. Jeg afskyr sådanne mennesker. Jeg ved ikke med jer, men jeg afskyr dem. Nu findes der naturligvis mennesker, der har det lige vel morgen som aften, de elsker både solopgang og solnedgang. De er rene skurke, bare det at tale om dem er modbydeligt. Men, hvis man har det lige dårligt morgen som aften, så ved jeg slet ikke, hvad jeg skal sige, så er man det værste afskum og en halvhjerne.

-frit fra Moskva-Petusjki