Trister medister

Ja, det er med tårer i øjnene, jeg må meddele, at min kære og elskede bil ligger for døden. Det samme gør mine ben, da jeg jo nu er begyndt at cykle. Jeg er ved Gud ikke skabt til at bruge den form for fattigmands/"manden på gulvet" transportmiddel. Føj.

Man kan bare ikke cykle op ad Shell bakken og ryge samtidigt, som man kan i en bil. Sehr traurig. Sehr blev der sagt.

Jeg skrev sidste gang, om en der hed Sofie. Jeg fik ret, desværre, hun har ikke én, men to børn. De har begge været med i skole. Der er dog en herude på kollegiet, der er utrolig smuk og (derfor) nok også uopnåelig. Ewa hedder hun. Hun er po-lakker, og den anden dag, spurgte hun mig "will you help me" Jeg flyttede straks den sorte sæk som en ungbuk. Det var denne måneds romantik. Det skal dog siges, at Michael for ca. en måned siden sagde, at hun måtte være lækker efter at kun have set navnet (!!!!)

I skolen har jeg jo fået billedkunst. Jeg er en indbygget tragedie i en tragedie. Intet vil ligne. Nogle gange skal vi hænge det, vi har lavet op på en tavle så "alle kan se og så kan vi tale om det". Det er frygteligt ydmygende. Mest fordi nogle af pigerne er helt vildt gode. En tegnede en dansende porre, og det lignede faktisk sådan en. Selv om de ikke findes.

Jeg ligger dog ikke på den lade side. Jeg afrimede mit køleskab den anden dag. Af nødvendighed.

(Bemærk tændstikæsken)