Lille Herman gemte sig i kosteskabet og pillede sin tissemand frem. "Hvad så med dig, bettefyren?" hviskede han. Vanen med at tale til den kom fra en oplevelse, hvor hans selvbillede var farvet af en uforklarlig tendens til svimmelhed. At være påvirket var normaltilstanden. Startpunkt for alt. Men så tog han sig selv i nakken og fremdrog en gibbernakker. Fortiden var plastisk, og psykoaktive substanser var måden at forme den på. Han ransagede sit hoved for at hitte noget at putte i hjernen og fandt til sidst en forfærdelig trafikulykke. Det var ikke hans første gang. Følelsen af forvredet metal, brændt gummi, benzinstank og blod kendte han fra engang, hvor han forvildede sig syv meter gennem luft, træ, metal og mursten og genopstod på den anden side. Flonk! Malkepigen Karin troede ham ikke. "Viden er jo også en slags tro. Du behøver kun de eksklusive rettigheder. Til det hele." "Og hvorfor det?" Spurgte hun. "Jeg er biologisk determinist og ved, at mænd altid søger eneret på alle kusser." "Og platicposer."
af Peter Adolphsen
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment