Henrik Hesses hovmodige hybris, s. 9-11.

Til en gymnasiefest stod Henrik i kælderlokalet, han havde ikke lyst til at danse, sagde han til sig selv, så han stod og hang og snakkede med nogle andre. Blandt dem var der en pige, Rikke Mogenstrup, Ride-Rikke, som hun blev kaldt, hun kom vist fra landet og havde som et minde stadig en hest et sted i Glostrup, og hun elskede den hest, så de snakkede om dyr, og Henrik havde engang haft en hund, og han sagde til Rikke, at han havde elsket den hund, hvad han aldrig havde, men han troede på det, mens han løj, og måske havde Rikke heller ingen elsket hest, hvem ved, men hun troede i hvert fald også på det, og pludselig havde Henrik i en gymnasiekælders halvmørke, tilrøgede hjørne, nedenunder aulaens lakerede dansegulv en tunge i sin mund og et bryst i den højre hånd, som hidtil kun havde gjort sig andre erfaringer. Det var ikke et kønt syn, men de så ikke sig selv, de var unge, ligeglade og antændte af et urgammelt gymnasiebegær, og senere gispede hun, da hun tog den i hånden, og mumlede, at så passer det, og fra det øjeblik vidste han, hvad han var, og vidste, at hun vidste det. Han var Jern-Henrik, drengen med hestepikken.