24. december.

24. del. Hvor historien om Tim&Dave slutter for denne gang.

2 venner, 2 brødre, altid havde de levet sammen, hvordan skulle de kunne kæmpe på hver deres side i en krig, mod hinanden? Det kunne de selvfølgelig ikke. I tiden op til det store slag, hvor modermusene ventede på skovmusene skulle angribe, gravede Dave i al hemmelighed et hul, han dækkede det til med blade, og fastholdt at modermusene skulle blive på præcis det sted til skovmusene kom. Sit sværd sleb han sløvt, og så håbede han Tim ville forstå. Han satsede på, at Tim på samme måde som han ville blive sat i spidsen af det hele, pga dårlig opførsel, og han var ganske rigtigt i spidsen, men af helt andre grunde. Men det gik slag i slag, han huggede Tim i brystet med det sløve sværd, Tim røg ned i hullet, og da slaget var i fuld gang, hoppede han selv derned og forklarede Tim sammenhængen og ventede til slaget var ved at være ovre. I de følgende år holdt Dave Tim skjult i sit hovedkvarter mens der blev ledt efter osten. Til tider havde han været nød til at låse Tim inde fordi han savnede prinsessen, men han vidste at i længden var han selv vigtigere for Tim end hvilken som helst hun-mus.

Da Tim nu så sine sønner kom den gamle vrede op i ham igen, i al den tid hvor han havde levet med Dave, hørt på Daves ideer, hørt om osten som aldrig blev fundet, og højere mål end en mus tilfældige lidenskaber. Alt det stod nu i relief for den gamle Tim. Også de 20 sønner så ud til at tøve lidt, de stod klar med deres våben, men alle havde fået sig en overraskelse. Var deres far i virkeligheden så ond som ham de var kommet for at slå ihjel? Hvad skulle der ske? En ting var sikkert, Dave ville ikke vente på at Tim bestemte sig. Carl havde heller ikke noget at vente på. "Say hello to my little friend!" Dave havde taget noget frem der lå bag sofaen, det var en stor maskinen ingen af de 21 mus havde set før. "RATATATATATATATATTAAT!" Det blev den sidste forfærdelige lyd de hørte, mens de blev splittet i stumper og stykker, blaffet ned af Daves kæmpemæssige skyder. Faren var nu ovre, Tims sønner var døde og Carl var endelig død.

"Ja det var nok alligevel for det bedste." Sagde Tim til aftenskaffen med ost. De to venner havde skændtes en del efter skyderiet, og ærlig talt, så havde det været rart lige at få renset luften.