Røveren af Robert Walser.

(Da jeg ikke oplever noget som helst, vil jeg istedet bidrage med uddrag af romanen Røveren).


Edith elsker ham. Mere om det senere. Måske skulle hun aldrig have indledt et forhold til denne døgenigt, som ikke har nogen penge. Det lader til, at hun sender delegerede, eller, hvad skal vi sige, kommisærinder ud efter ham. Han har veninder overalt, men det bliver ikke til noget med dem, og frem for alt bliver det ikke til noget med disse så at sige berømte hundrede franc. Engang lod han af ren eftergivenhed og menneskekærlighed hundredtusinde mark falde i andres hænder. Hvis man ler ad ham, ler han med. Dét alene kunne synes at være et temmelig tvivlsomt træk ved ham. Ikke engang en ven har han. I "al den tid" han har tilbragt her iblandt os, er det, til hans store fornøjelse, ikke lykkedes ham at opnå anseeslse i herrernes verden. Er det ikke en af de værste talentløsheder man kan tænke sig? Hans høflige manerer har længe gået en og anden "på nerverne". Og denne stakkels Edith elsker ham, og i mellemtiden bader han, eftersom det er meget varmt for tiden, så sent som klokken halv to om aftenen. For min skyld gerne, bare han ikke beklager sig. Man har gjort sig utrolig stor ulejlighed med at uddanne ham. Tror da denne peruaner, eller hvad det er han udiver sig for, at han selv kunne det? Hvad er der? Med de ord henvender piger af folket sig til ham, og det fæhoved, som han ved gud forekommer at være synes, at denne måde at forhøre sig om hans ønsker på, er henrivende. Her og der har de længe behandlet ham som en rigtig udstødt, og den glæde nyder han forsat. De ser på ham som om de ville udbryde: Nu er den umulius her igen til en afveksling. Åh, hvor kedeligt!" At blive betragtet med hårde blikke morer ham. I dag regnede det en smule, og hun elsker ham altså. Hun holdt så at sige fra det første øjeblik inderligt meget af ham, men det anså han ikke for muligt. Og nu denne enke som døde for ham. Vi vil utvivlsomt vende tilbage til denne forholdsvis tilforladelige kvinde, som havde forretning i en af vores gader. Vores by ligner en stor gård, så nydeligt hænger delene sammen. Også om dette vil der kunne siges mere. Trods det vil jeg fatte mig i korthed. De kan være overbevist om, at jeg udelukkende vil fortælle Dem hvad der anstår sig. Jeg anser nemlig mig selv for at være en elegant forfatter, hvilket måske er aldeles tåbeligt af mig. Der vil jo måske slippe et par uelegantheder med ind. Det bliver altså ikke til noget med de hundrede franc. Hvordan kan man dog være så prosaisk som denne uforbederligt muntre, der må finde sig i at piger i kønne skørter siger: "Åh nej, ikke også dét. Det var lige hvad der manglede", når de får øje på ham.